Klar, parat – nej, vent – ikke helt

Kender du det at være helt afklaret – og så alligevel mærker du en nervøs flagren i maven?
Overrasket over pludselig kvalme og en uro i din mave?
Hvorfor sker det – når du nu har glædet dig?
Og egentlig også føler dig klar – alligevel skal du tage dig sammen.
Hvorfor?

Der er bare nogle ting, som kræver lidt mere kraftanstrengelse end andre.

Som at følge sin førstefødste i skole på den allerførste skoledag. Man holder i hånd indtil han siger: Mor, jeg behøver ikke du holder mig i hånden.”
Ens hjerte knuges i den pludselige selvstændighed, han udviser og man v e d, det er en god ting, som vidner om mod og tillid til det, der kommer. Han er klar. Så man mander sig op, vrider en grimasse frem, som skal forestille et det-er-okay smil. Ønsker i al hemmelighed, at der var et par servicepersoner, som stod til rådighed for følsomme mødre og tilbød en hånd at holde i, når nu han kunne selv, fordi han er stor nu.

Eller følge sin yngste på 5 ned til operationsafdelingen, se ham blive lagt i narkose, blive fulgt ud af sygeplejersken med et beroligende blik og et “Vi skal nok passe godt på ham.”
Vente i noget som minder om en uendelighed, mens en maskine trækker vejret for ham og kirurgen skærer ham i maven. Endelig en venlig stemme, der siger “De er færdige. Det er gået godt. Du må gerne gå derned og være der, når han vågner”
Haste ned på opvågningen efter overstået operation og se den lille krop være koblet til alverdens overvågning, endnu med respirationsgrejet i halsen og skulle undertrykke en trang til at kravle op i sengen til ham, holde ham tæt og kysse hans bløde, runde kinder.

Ingen hænder at holde i ved disse lejligheder.
Så man mander sig op.

Det er lidt samme følelse jeg har nu, hvor jeg er ved at være færdig og klar med det første kapitel.

Hvordan kan det være? spurgte jeg mig selv.
Jeg har jo glædet mig og gør det stadig -vist nok – et sted langt inde.

Svaret er, at det er præcis samme situation som ovenstående historier. Fordi det er min indre lille pige, jeg følger “i skole”, “i narkose” med denne første fortælling. Jeg slipper hende løs, ud i den vidde verden. Det er sårbart og lidt betænkeligt. Hun er jo så følsom og meget genert.
Blot ét eneste menneske har jeg præsenteret hende for. Ingen andre kender hende på netop den måde.

Bare det nu går godt, tænker jeg.
Har jeg formået at forklare præcist, hvem hun er?
Har jeg valgt den rigtige vinkel til at præsentere hende?

I går skrev en ven tilbage til mig, at en sommerfugl ikke tog sig noget af at blive kigget på mens den fløj rundt på marken og sluttede af med et PS.
Kan en sommerfugl få sommerfugle i maven, mon?

Jeg smilede fra øre til øre og denne lille historie kom ud af min fyldepen:

Den kæmpede sig vej ud af det trange lille indelukke og sad nu helt stille på bladet. Det havde været en lidt hård kamp at befri sig fra puppen, så den skulle lige sunde sig. Godt det samme for dens vinger var endnu krøllede og våde og havde ikke foldet sig ud. Næsten klar, men ikke helt flyvefærdig, ventede den utålmodigt på, at dens vinger skulle tørre, så den kunne komme ud på den første flyrvetur. Ivrig og utålmodig kunne den næsten ikke vente. Også fordi den følte sig sårbar med de ikke helt flyveklar vinger, hvis en fjende fik øje på den. Den var udsat, fordi den endnu ikke kunne flyve.

Endelig var vingerne rettet helt ud, tørre og klar til den første spændende flyvetur i nabolaget. Den baskede prøvende med vingerne. Joh – jo, de virkede stærke og sikre nok og den kastede sig frygtløst ud på en vovet flyvetur for at se sig om. Ud i verden med de spændende farver, som blomsterne udsender. Den slags ultravioletlys, som kun sommerfuglens øjne kan se. Heldigvis, for det viser den vej til den sødeste nektar, som sommerfuglen bare elsker, sammen med den luftigste og berusende blomsterduft.

Og der var mange blomster i den have, hvor sommerfuglen undergik forvandlingen fra larve til flyvefærdig sommerfugl. Den fløj begejstret rundt mellem blomsterne. Fra den ene til den anden. Testede sine vinger og undersøgte, hvor højt den kunne flyve, hvordan den kunne lette og lande igen. Den var så glad og fri, at den bare fløj fra blomst til blomst og fra blad til blad. På dens vej rundt i haven fandt den nye venner, som den legede med. Sammen fløj de højt og lavt, snart den ene vej og snart den anden, rundt overalt i en munter fangeleg, mens de lo fornøjet. Og når de blev tørstige, fandt de hver en blomst at drikke af og fyldte maverne med små dråber af den dejlige nektar.

Selv om sommerfuglens øjne kunne se både fremad, bagud og til siderne, så kunne den ikke se sig selv. Den vidste ikke, at dens fine farver og yndefulde flyven tiltrak mange blikke fra havens øvrige beboere eller fra menneskene, som boede i havens hus. At nogen kiggede på den mens den fløj, gjorde den hverken bange eller usikker. Den stolede på sine stærke, smukke vinger. At de kunne bære den hvorhen den ville, når den ville uanset om nogen kiggede eller ej. Den var såmænd så rigeligt optaget af at fornøje sig med sine smukke vinger i de mange flyveture rundt i haven båret af vindens blide åndedræt til at bekymre sig om nogen så på den eller ej.
Men det var heller ikke dens opgave. Den skulle bare leve livet, udforske det og flyve rundt på sine smukke vinger, både for sin egen fornøjelses skyld og for alle dem, som kiggede på og blev glade af det.

Og der i haven levede den fri og lykkelig til sine dages ende efter at have fløjet mange sjove ture og drukket mange dråber velsmagende nektar fra dens yngslingsblomster.

Endnu er jeg ikke helt flyvefærdig. Mine vinger skal lige tørre – men det sker snart – så hold dig parat, hvis du gerne vil læse om hvordan det er at være clairvoyant som barn uden at vide det.

This entry was posted in Gratis.

Optakt til et usædvanligt bryllup

De smukke blomster lå i en cirkel på marken. Der var mange af dem og lyste op mod det grønne græs. Lige uden for cirklen, overfor hinanden stod to rustikke smedejernstole.
Den tynde tåge var lettet og gjorde himlen lysere i et orgie af blå, grå og hvide farver. Havet var gråt og roligt. En let brise fik skørtet på min kjole til at bevæge sig mens jeg stod helt stille og ventede på brudeparret. Spændte og forventningsfulde stod vi alle i en rundkreds, sluttende op om blomsterne.

Det var i dag et spændende og anderledes bryllup fandt sted. Det bryllup jeg skrev om for nogle dage siden.
Egentlig var det jo ikke et bryllup i den forstand. Det var et kærlighedsritual og en kærlighedsfest.

Et ritual som skar igennem al crap og forstillelse og direkte ind til den rene, rå og stærke kærlighed. Den kærlighed som er stærk i sin sårbarhed og ægte i sin nøgenhed. Den kærlighed som er ligeglad med titler, penge og andet jordisk gods. Den kærlighed som opstår, når man ser IND i en andens hjerte og mærker, at man selv bliver set som den man er. Og man forstår man er elsket – ikke på trods – men fordi man er den man er. Elsket og rummet – ikke for den ydre skønhed men for det smukke hjerte.

Den slags kærlighed, som kræver al ens mod, netop fordi der ingen forstillelse er.

Den slags kærlighed man ikke kun trodser ild og vand for, men også nysgerrige får og deres efterladenskaber.

Det var nemlig sådan, at ritualet foregik ude på en mark med den smukkeste udsigt, nær det sted, hvor 55 grader nordlig bredde møder 15 grader østlig længde. Når klokken er 12 i Danmark, så ER den 12 lige her.
Og den mark havde en flok får deres helt egen fest med at græsse ned. Hvad der kommer ind, skal også ud igen – det blev vi alle meget klar over på vej ud til blomsterne i rundkredsen.
Men vi tog det alle som en slags opvarmning til aftenens dans – al den springen rundt mellem efterladenskaberne. Og vi var jo på en vigtig mission.

Vi ventede ved blomsterne til skøn musik, fik dessiner om vores rolle under ritualet, øvede os i at lave en kærlighedstunnel fra blomsterne hen til champagnen. Og varmede op med en guidet meditation ind i os selv for at mærke taknemligheden og kærligheden. Mærkede vores eget hjerte uden på med hånden og indefra og lod kærligheden strømme.

Og endelig, endelig kom brudeparret gående ned bakken, hen mod os i cirklen. Da de var helt henne ved os, åbnede vi cirklen for dem og lukkede den straks igen de var inde. Omsluttede dem med den oparbejdede glæde, forventning, støtte, taknemlighed og kærlighed vi havde skabt ved meditatonen.

Som det frie blomsterbarn bruden er, havde hun en bundet blomsterkrans i sit lange, løse, mørkerøde hår af solsikker og lyng. En enkel beige kjole i middelalderstil, bundet i livet med et mørkegrønt skærf.

Allerede inden vi var rigtigt i gang, var lommetørklæder kørt et par gange rundt om øjnene af den uventede intense kærlighedsenergi, som opvarmningsmeditationen satte i gang.

Det var en stærk tale, shamanen holdt for dem. Talte om det mod, som den nøgne kærlighed kræver. At turde blive SET ind i uden slør og maske. Turde møde den anden med sit åbne hjerte og lukke vedkommende ind, HELT ind i sit sårbareste inderste.

De fik bundet deres hænder sammen som symbolet på deres “ja” til hinanden efter de var trådt ind i blomstercirklen. Og derefter – åh, snøft – hikst – så holdt gommen den smukkeste kærlighedstale til sin kvinde. Den kvinde, som han følte sig set af. Den kvinde, som skar igennem al hans bullshit. Den kvinde som rummede ham, hele ham. Den eneste kvinde og samtidig det eneste menneske som han følte sig ét med, forbundet med, fordi hun så ham.
Han udtrykte med ord sit hjertes sang. Hvor heldig han følte sig, fordi han fik lov til at være i hendes liv.
”Du forstår mig. Du ser mig”, sagde han.

Tårer trillede
Hjerter svulmede
Læber skælvede

Lommetørklæderne var i gang igen.

Og så lige en ekstra gang nu mens jeg skriver om det. Det var så stærkt og smukt, at ord næsten ikke kan beskrive det.
Men egentlig gør det heller så meget, at sproget er for fattigt til at udtrykke det. Hjertet ved det. Hjertet genkender det. Hjertet ved, hvad dette handler om.

Dagen i dag handlede om en besejling af den kærlighed, som er mellem to sjæle, som genkender hinanden. Den ubetingede kærlighed manifesteret og forplantet ned mellem to mennesker.

Ritualet i dag fik mig til at tænke på en tekst, jeg skrev for ikke så længe siden om betinget kærlighed versus ubetinget kærlighed.

Vi er aldrig alene, indså jeg i dag, men tværtimod altid forbundet via vores hjerter. Endelig brudt igennem illusionens slør og efter processen med at kende forskel, så jeg også, hvordan jeg har valgt at indrette mig med den viden.
Indså hvilken befrielse denne kærlighed fører med sig. Hvilke fantastiske kræfter der følger med mødet af den, som åbner for ens livsmission, det kreative udtryk, som blot lå og sov sin tornerosesøvn. Hvordan det er at surfe på livets frembrusende bølge og hvilke uanede muligheder, der gemmer sig i den rejse.

Når man først indser og erkender med krop og sjæl, hvilken kolossal kraft man får del i ved at overgive sig til livets flodbølge, så indser man også, at kærligheden er fri. Flyder frit og uhæmmet. Er lige så stærk som vand og kan erodere selv det største bjerg. Den finder altid nye veje ved forhindringer. Samler sig og flyder over. Er levende og i bevægelse.

Det er kun, når vi forsøger at bremse den, gør den forkert i oplevelsen af, at den ikke bliver modtaget eller gengældt, at den føles smertefuld og ulykkelig. Vi sætter betingelser på. Den skal gengældes. Du må elske mig lige så højt tilbage, som jeg elsker dig. Ellers gør min kærlighed ondt og gør mig bange. Mindreværdig. Jaloux. Nedtrykt. Ulykkelig.
Den betingede kærlighed slår os omkuld, martrer os dag og nat, pisker os med en pisk flettet af smerte, forsmåethed, mindreværd, fortabthed, bedrøvelse, fortvivlelse og følelsen af at være kasseret og nægtet noget vi før har haft.

Pisken der sætter sine mærker på os. Gør vores øjne matte. Furer vores ansigt. Nedbøjer os. Gør os søvnløse. Flår vores hjerte op i en bestialsk voldtægt. Sender tankerne i ring om hvorfor, hvad man har gjort og hvordan man får det tilbage. Sparker os i nyrerne. Giver os den største mavepuster, så vejret tabes og kraften siver ud af os. Vi er sendt til tælling.

Den ubetingede kærlighed er af en anden støbning. Den flyder frit. Den snerper ikke. Behøver ingen gengældelse. For den er bare. Den kan ikke lade være med at flyde, flyde frit. Den lader sig ikke begrænse af tanken om mon jeg er værd at elske. Den VED så sikkert som solen står op hver morgen og får en ny dag til at gry, at man ER værd at elske.
Den FORSTÅR, at kærlighed bor inden i hver af os og at vi må elske os selv lige så højt, som vi elsker andre. Den viser os vores egen storhed og gør os klart, at vi ikke kan sole os i andres lys. Vi må lade vores eget skinne for at være ægte og autentiske, selvkærlige og frie.

Den erkender, at kærligheden ikke altid kan ses som et morgengry kan skues. Den ubetingede kærlighed forstår, at solen står op hver dag og dens begyndelse kan være dækket af skyer og fronter. Den ved, solen er til. Selv om øjet ikke ser den, så er den alligevel. Den er derinde. Inde bag ved illusionen om man har mistet. Man er kasseret. Man er ikke god nok. Man er ikke værdig til et andets menneskes kærlighed og at man er helt alene. Den ved, at disse følelser blot er en oplevelse, som ikke er sandheden om os.

Hvis vi kun bruger vores øjne til at se med, så går vi glip af det meste.
Ser vi derimod med hjertet, da ser vi alting klart.

Nemlig at vi ikke er adskilt men altid forbundet i vores hjerter og at den ubetingede kærlighed flyder frit som vand imellem dem. Den finder altid vej og strømmer uhindret.

Varm i mit indre af dagens smukke oplevelser. Mæt af mad, drikkelse og fyldt op af kærlighed vil jeg kravle i seng, taknemlig og rørstrømsk over at mærke mit eget hjerte banke i forbundethed med andres, uafhængigt af geografi og tid.
Kærligheden er allestedsnærværende. Den er lige her, inden i dig.

This entry was posted in Gratis.