Har horoskoper noget med skytsengle at gøre?

Husker du Bernard og Bianca, de to små mus, som tager ud for at finde den kidnappede Penny? For at komme ud til Djævleøen, hvor Penny menes at blive holdt fanget, må de flyve på en albatros. I en sardindåse tager de plads og så begynder den spændende og farefulde flyvetur, hvor alt kan ske.
Sådan en tur havde jeg i fredags. Det var godt nok ikke i en flyvemaskine. Det var bare på bornholmerfærgen, at starten på en spændende dag gik. Der var såmænd heller ikke nogen kidnappere involveret. Bare et par møder som virkede tilforladelige og fredelige men som fik mig til at flyve undervejs. Flyve lige så usikkert som Bernard og Biancas pilot, albatrosen. Men det vender jeg tilbage til.
18 m/sek. Annoncerede kaptajnen, at det blæste fra nordøst. Det betød 3 meter høje bølger på en oprørt Østersø. Jeg placerede Mr. IPad og Frk. Kaffekrus i hver sin ende på bordet. Bådens rullen ansporede Frk. Kaffekrus til at nærme sig IPad med magnetisk tiltrækning.
Jeg greb hurtigt ind og forklarede med kort proces, at jeg ikke tillod nogen form for flirten eller foregriben sig på IPad trods god hjælp fra bølgernes påvirkning af båden og dermed os alle sammen. Han er min og jeg deler ikke med nogen. At hun vidste det.
Faktisk ville hun være direkte skadelig for ham.

 

Første møde foregik på Østerbro, hvortil jeg fandt vejen uden besvær.

På 4. Sal fik jeg lagt mit horoskop for første gang. Jeg skal bruge det til min bog.
Meget spændende.
Det ved du, hvis du selv har prøvet det.
Det er de vildeste ting, man kan få at vide og det var bare Bulls Eye hver gang. På optagelsen kan jeg høre, at jeg siger “lige nøjagtig” hele tiden.
Så mærkeligt at nogle uforståelige streger på kryds og tværs i et cirkeldiagram med planeter spredt ud i noget, som ligner tilfældigheder, kan beskrive hvem man er, hvilke talenter man har, helt ned i de dybere lag. Planeters stilling ved ens fødselstidspunkt afslører ALT om en.

 

Jeg undres og spekulerer over, hvordan nogen dog har kunnet finde ud af alt dette. Altså helt fra begyndelsen af. Men det har vist også taget noget tid at kortlægge og afdække betydningen af det hele.
Og så er der også en slags overbygning, sådan lidt i den esoteriske retning, som nogle astrologer arbejder med. Faktisk var det netop den jeg kom efter. Du ved – alt det med sjælens vej, meningen med dette liv på jorden, livsformålet og vejen frem.

 

Jeg ville finde ud af, hvorfor jeg ikke kan træde ind i mine evner, som jeg har haft helt fra fødslen af. Det fik jeg også svar på.

 

Hvis du har læst med herinde i længere tid, så ved du, at jeg var tilmeldt en clairvoyancevejlederskole med start i marts måned i år. Jeg tænkte, at den nok kunne hjælpe mig med at træde helt ind evnerne og vise mig vejen.
Jeg tilmeldte mig i august måned sidste år, hvilket betød en ventetid på 7 måneder. At vente på noget i 7 måneder er i sig selv en kraftpræstation for en skytte.

 

Nå ja, jeg glemte vist at fortælle, at jeg er skytte med ascendant i jomfruen. En skæg kombination, fortalte astrologen. Skytten er stor i slaget. Det er jomfruen ikke. Et kontrastfuldt mix.

 

Skytter er ikke verdens mest tålmodige mennesker. Det ved du, hvis du kender en skytte. Derfor kunne jeg ikke vente yderligere 6 måneder, da opstarten blev udskudt. Så jeg har meldt fra på skolen. Jeg kom i tvivl om det også var det rigtige at gøre. For pludselig føltes det ikke rigtigt mere. Formentlig fordi jeg var igennem en større indre oprydning i efteråret.

 

Men hvad så?
Noget skulle ske. Jeg var som en utålmodig væddeløbshest, der danser rastløst i startboksen og ville bare så gerne finde ud af, hvor jeg er blokeret og hvorfor jeg vægrer mig ved at træde ind i clairvoyancens verden, så jeg for himlens skyld kunne komme videre. Hm – nok nærmere for min egen skyld.

Tanken om at skulle lave clairvoyance dræner mig. Hvor mærkeligt, når den verden ellers drager mig – igen og igen – når jeg igennem tiden har lagt afstand til det.

 

Det er det der med kontrasterne. Jeg både vil men kan ikke. Det bliver man fanme stresset af, fordi man rives over igen og igen. Det er et stort arbejde og hårdt ikke mindst at samle sig selv sammen igen, bare uden at blive ret meget klogere – desværre. Hvad er meningen og hvorfor denne indre og uforståelige vægring?

 

Derfor havde jeg brug for et menneske, som kunne se det, jeg ikke selv kan se. Se det som jeg havde regnet med clairvoyancevejlederskolen kunne hjælpe mig med at finde ud af.
Det kunne han også, ham astrologen.
Det ændrer slutningen på min bog. Dvs. Mere skrivearbejde men med en forfatter i maven (tænk, det stod også i horoskopet) så går det nok.

 

Nå, men der kom så mange ting på plads ved den samtale, at jeg fløj. Og har fløjet lige så usikkert og uvant som albatrosen med de to mus på ryggen i en 3 dages tid, fordi det hele er nyt og lige skal fordøjes. Op og ned har det gået.

Det var nemlig en oplevelse af at se det hele fra oven. Såmænd har jeg prøvet det før, men ikke med så dygtig en rejseguide, som kunne pege alt ud på landkortet, mit indre landkort og spinde en ende over det på en måde, så jeg rent faktisk forstod det.

En noget langtrukken og bumpende landing, lidt hård i det faktisk, har strakt sig over flere dage. Jeg har først lige fået jordforbindelse igen.

 

Dagens andet møde var også særdeles interessant. En samtale med en 11-årig pige om skytsengle. Hun havde øjne så store som tekopper, stift rettet mod mig, åndeløs lytten med ører strittende ud fra hovedet for at være sikker på at fange det hele.

 

Har alle en skytsengel?
Kan jeg tale med min skytsengel?
Hvordan hører jeg min skytsengels svar?
Hvordan bliver man en skytsengel?
Kan jeg også blive en skytsengel?
Hvad hvis jeg tænker dårlige tanker om min skytsengel?
Hvor er min skytsengel nu?
Hvilken farve har min skytsengel?

Og mange, mange flere spørgsmål havde hun. Det fik vi os en god snak om.

Faktisk var de voksne i stuen også HELT stille og sad ude på kanten af stole og sofaer. For det er jo sådan, at alt det med skytsengle, det lærer vi jo ikke nogen steder. Så de var med på en lytter og fik forklaringen i børnehøjde, hvilket gjorde dem endnu mere sultne efter at høre mere.
Måske jeg skulle skrive lidt om det – hm, sådan i børnehøjde – så bliver det hele lidt mindre mærkeligt og lidt mere jordnært. For det er faktisk ganske lige til, det med skytsengle, HVIS man altså kan overgive sig og koble sin logiske side fra, som vil have rationelle svar på alt muligt og forkaster alt det som ikke kan måles eller vejes.

Det kan skytsengle ikke. Helt ligesom med kærligheden skal de bare sanses og mærkes.

Tja, så enkelt er det.

This entry was posted in Gratis.

Tid, tillid og at vikle sig selv ud

Jeg er lige oppe i et af de i sidste blogindlæg omtalte åndehuller og mærker, at jeg har savnet at skrive til dig. Så skynder jeg mig at gøre nu.

Mens jeg lige løftede hovedet fra mine 2 store projekter, så opdagede jeg sørme, at foråret er på vej. Det kom lidt bag på mig og jeg har på fornemmelsen, at 2017 går hurtigere end jeg kan nå at blinke med øjnene 2 gange.

Det var jo nytår i sidste uge og jul ugen før. Det er i hvert fald min fornemmelse. Derfor forstår jeg heller ikke, at vi allerede er midt i marts – og at foråret er stærkt på vej … ??
Det er næsten som filmen “Det forsømte forår”, hvor de stakkels studenter har næserne så langt nede i skolebøgerne og er fuldstændig optagede af den eksamen, som ligger lige om hjørnet, at de fuldstændig misser foråret. Sådan har jeg det.

Så jeg håber du nyder foråret – for mig også. Mærker den varmere luft, de flere lyse timer og det skarpere lys. Det fantastiske lys som får farverne til at fremstå tydeligt og mere mættede. Kontrasterne træder frem.
Bemærker at de gule erantis lyser op. Ser forventningsfuldt på tulipanernes endnu korte blade, som langsomt men sikkert er på vej op af jorden. Konstaterer at påskeliljerne også er godt på vej.

Ja, som du nok kan høre, så er jeg vild med foråret. Jeg længes efter det hvert år efter den kolde og mørke vinter. Og hvilken ironi at jeg næsten går glip af det i år, fordi jeg har travlt med de 2 kæmpe store brød jeg har slået op.
Jeg skal nok dele med dig, hvad jeg har gang i – men ikke endnu. Jeg er ikke klar.

Men jeg kan afsløre, at det kræver en skuen ind i mig selv med den kraftige kikkert i selvudviklingens navn. Det handler om udlevelse af livsformål. Det handler om at rykke op i næste klasse og deale med de mange lektier jeg endnu mangler at lave. De lektier som står i kø og skubber på. Den slags lektier som ikke lader sig ignorere men bare venter udenfor hoveddøren og hægter sig på en, når man går forbi. Og hvis man ikke bevæger dig uden for en dør, så braser de sommetider lige ind og følger en som en skygge. For nu er det altså på tide at få orden på tingene.

Har du tænkt på at ordet “selvudvikling” kan deles op i mindre ord og byttes rundt, så det bliver til at “vikle sig selv ud”?
At befri sig selv fra den rullepølseagtige snøring og det pres man blev lagt i på et tidligere tidspunkt for at passe lidt bedre ind, der hvor man nu var havnet med alle konventionerne, både de skrevne og uskrevne, traditionerne, kulturen og ønsker og påvirkning fra velmenende mennesker omkring dig.
Det gjorde ondt at blive snøret sammen og lagt i pres, for der var ikke plads til dine stjernespidser kunne stritte og strutte, som de var beregnet til. De blev snøret godt ind og holdt på plads af snoren. Og den sidste facon fik du ved at blive lagt i pres i den firkantede kasse med skruetvinger til at holde låget ordentligt på plads.

Men nu opdager du så, at det sørme også er smertefuldt at vikle sig selv ud igen. Klippe snorene over og lade de forvredne stjernespidser og vinger indtage deres oprindelige plads efter i lang tid have været snøret ind og undertrykt. Det hele føles lidt uvant. Det gør ondt at komme på plads igen og er usikkert. For hvordan ender faconen med at blive? Du kan dårligt huske, hvordan det var til at begynde med. Du ved, FØR du blev snøret sammen og lagt i pres.

Nu opdager du, at du ikke bare ser anderledes ud. Nu efter at have klippet de første snore. Du føler dig også anderledes. Lidt mere fri men også lidt usikker, nu du har opdaget, at din facon er anderledes end de andres. Dem som stadig er i snøre og pres. Ens som rullepølserne i køledisken.

Det kræver mod at vikle sig ud og lade sine stjernespidser stritte og strutte i alle retninger. Der er frygtfølelse involveret. Både over at være anderledes, nu med frie spidser og vinger, men også fordi det er en ny form og facon. Hvordan navigerer man med disse frie spidser og vinger – uden at blive til en elefant i en glasbutik?

Det er noget af det, jeg er ved at finde ud af.

Det kan være særdeles skræmmende at opdage, at der er adskillige punkter, hvor man ikke lever i overensstemmelse med sine inderste ønsker og længsler. Bare fordi frygten står og spærer vejen og på den måde holder dig nede og væk fra det du drømmer om.

Og det handler ikke om, hvad mennesket ønsker sig. Det handler derimod om, hvad sjælen ønsker sig. Det handler om hvad den har lagt af planer og hvilke oplevelser den gerne vil udleve. Og det er ikke sikkert det stemmer overens med din opdragelse eller dine menneskelige ønsker. F.eks. materielle ting. Det går dybere. Og det er lige netop her frygten kommer på banen og stiller spørgsmål. Hvad med det? Hvordan med det og det? Hvordan skal det gå?

Sjælen har ikke svar på disse spørgsmål, som kan tilfredsstille den menneskelige del af os. Den menneskelige del ønsker sikkerhed, en plan, vished, bekræftelse, tryghed, noget konkret.
Sjælen ønsker bare at følge den spændende plan, som den har lagt for sig selv i dette liv på jorden.

I dag, da jeg udtrykte min usikkerhed og satte ord på min frygt, som bl.a. handler om at være naiv i mine fornemmelser og oplevelser, sagde en meget vis kvinde til mig:
“Selvfølgelig bor drømmen, eventyret inde i dig. Hvor skulle den/det ellers bo? Og det er din opgave at få det til at ske. Det er din opgave at manifestere det. Drømme og eventyr er ikke rationelle. Det er jo derfor vi kalder dem for drømme og eventyr. Din første opgave i denne forbindelse er at have tillid.”

Jeg må sige, at hun i den grad har ret. Jeg er stadig lidt svimmel over hendes ord og den reaktion, som de fremkaldte i mig.
Men jeg ved det jo godt. Det med at tillid er vejen frem.
En ting er at have tilliden i sit hoved som et mantra. Noget ganske andet er at få den ned i kroppen, så man kan mærke den. Rigtig MÆRKE den. For man kan ikke manifestere fra hovedet. Det sker fra hjertet. Derinde fra hvor længslerne bor. Side om side med drømmene.

Vi har jo alle lige præcis, hvad der skal til for at få drømme til at gå opfyldelse. Også eventyrene.
Jeg elsker den tanke. Lige nu er jeg ved at lære at elske at gå vejen med tillid til at jeg klarer det uanset hvad der ligger på den vej af udfordringer. Du ved, vejen med de 2 store brød.

Det er SÅ spændende.

Jeg dykker igen og forsvinder ud på det dybe i nogen tid.

Nyd forårets komme.
Jo, jeg ved godt, at gode råd til andre, faktisk er nogle man har brug for selv. Derfor tager jeg lige en tur i naturen først, inden jeg dykker.

 

This entry was posted in Gratis.