Tid, tillid og at vikle sig selv ud

Jeg er lige oppe i et af de i sidste blogindlæg omtalte åndehuller og mærker, at jeg har savnet at skrive til dig. Så skynder jeg mig at gøre nu.

Mens jeg lige løftede hovedet fra mine 2 store projekter, så opdagede jeg sørme, at foråret er på vej. Det kom lidt bag på mig og jeg har på fornemmelsen, at 2017 går hurtigere end jeg kan nå at blinke med øjnene 2 gange.

Det var jo nytår i sidste uge og jul ugen før. Det er i hvert fald min fornemmelse. Derfor forstår jeg heller ikke, at vi allerede er midt i marts – og at foråret er stærkt på vej … ??
Det er næsten som filmen “Det forsømte forår”, hvor de stakkels studenter har næserne så langt nede i skolebøgerne og er fuldstændig optagede af den eksamen, som ligger lige om hjørnet, at de fuldstændig misser foråret. Sådan har jeg det.

Så jeg håber du nyder foråret – for mig også. Mærker den varmere luft, de flere lyse timer og det skarpere lys. Det fantastiske lys som får farverne til at fremstå tydeligt og mere mættede. Kontrasterne træder frem.
Bemærker at de gule erantis lyser op. Ser forventningsfuldt på tulipanernes endnu korte blade, som langsomt men sikkert er på vej op af jorden. Konstaterer at påskeliljerne også er godt på vej.

Ja, som du nok kan høre, så er jeg vild med foråret. Jeg længes efter det hvert år efter den kolde og mørke vinter. Og hvilken ironi at jeg næsten går glip af det i år, fordi jeg har travlt med de 2 kæmpe store brød jeg har slået op.
Jeg skal nok dele med dig, hvad jeg har gang i – men ikke endnu. Jeg er ikke klar.

Men jeg kan afsløre, at det kræver en skuen ind i mig selv med den kraftige kikkert i selvudviklingens navn. Det handler om udlevelse af livsformål. Det handler om at rykke op i næste klasse og deale med de mange lektier jeg endnu mangler at lave. De lektier som står i kø og skubber på. Den slags lektier som ikke lader sig ignorere men bare venter udenfor hoveddøren og hægter sig på en, når man går forbi. Og hvis man ikke bevæger dig uden for en dør, så braser de sommetider lige ind og følger en som en skygge. For nu er det altså på tide at få orden på tingene.

Har du tænkt på at ordet “selvudvikling” kan deles op i mindre ord og byttes rundt, så det bliver til at “vikle sig selv ud”?
At befri sig selv fra den rullepølseagtige snøring og det pres man blev lagt i på et tidligere tidspunkt for at passe lidt bedre ind, der hvor man nu var havnet med alle konventionerne, både de skrevne og uskrevne, traditionerne, kulturen og ønsker og påvirkning fra velmenende mennesker omkring dig.
Det gjorde ondt at blive snøret sammen og lagt i pres, for der var ikke plads til dine stjernespidser kunne stritte og strutte, som de var beregnet til. De blev snøret godt ind og holdt på plads af snoren. Og den sidste facon fik du ved at blive lagt i pres i den firkantede kasse med skruetvinger til at holde låget ordentligt på plads.

Men nu opdager du så, at det sørme også er smertefuldt at vikle sig selv ud igen. Klippe snorene over og lade de forvredne stjernespidser og vinger indtage deres oprindelige plads efter i lang tid have været snøret ind og undertrykt. Det hele føles lidt uvant. Det gør ondt at komme på plads igen og er usikkert. For hvordan ender faconen med at blive? Du kan dårligt huske, hvordan det var til at begynde med. Du ved, FØR du blev snøret sammen og lagt i pres.

Nu opdager du, at du ikke bare ser anderledes ud. Nu efter at have klippet de første snore. Du føler dig også anderledes. Lidt mere fri men også lidt usikker, nu du har opdaget, at din facon er anderledes end de andres. Dem som stadig er i snøre og pres. Ens som rullepølserne i køledisken.

Det kræver mod at vikle sig ud og lade sine stjernespidser stritte og strutte i alle retninger. Der er frygtfølelse involveret. Både over at være anderledes, nu med frie spidser og vinger, men også fordi det er en ny form og facon. Hvordan navigerer man med disse frie spidser og vinger – uden at blive til en elefant i en glasbutik?

Det er noget af det, jeg er ved at finde ud af.

Det kan være særdeles skræmmende at opdage, at der er adskillige punkter, hvor man ikke lever i overensstemmelse med sine inderste ønsker og længsler. Bare fordi frygten står og spærer vejen og på den måde holder dig nede og væk fra det du drømmer om.

Og det handler ikke om, hvad mennesket ønsker sig. Det handler derimod om, hvad sjælen ønsker sig. Det handler om hvad den har lagt af planer og hvilke oplevelser den gerne vil udleve. Og det er ikke sikkert det stemmer overens med din opdragelse eller dine menneskelige ønsker. F.eks. materielle ting. Det går dybere. Og det er lige netop her frygten kommer på banen og stiller spørgsmål. Hvad med det? Hvordan med det og det? Hvordan skal det gå?

Sjælen har ikke svar på disse spørgsmål, som kan tilfredsstille den menneskelige del af os. Den menneskelige del ønsker sikkerhed, en plan, vished, bekræftelse, tryghed, noget konkret.
Sjælen ønsker bare at følge den spændende plan, som den har lagt for sig selv i dette liv på jorden.

I dag, da jeg udtrykte min usikkerhed og satte ord på min frygt, som bl.a. handler om at være naiv i mine fornemmelser og oplevelser, sagde en meget vis kvinde til mig:
“Selvfølgelig bor drømmen, eventyret inde i dig. Hvor skulle den/det ellers bo? Og det er din opgave at få det til at ske. Det er din opgave at manifestere det. Drømme og eventyr er ikke rationelle. Det er jo derfor vi kalder dem for drømme og eventyr. Din første opgave i denne forbindelse er at have tillid.”

Jeg må sige, at hun i den grad har ret. Jeg er stadig lidt svimmel over hendes ord og den reaktion, som de fremkaldte i mig.
Men jeg ved det jo godt. Det med at tillid er vejen frem.
En ting er at have tilliden i sit hoved som et mantra. Noget ganske andet er at få den ned i kroppen, så man kan mærke den. Rigtig MÆRKE den. For man kan ikke manifestere fra hovedet. Det sker fra hjertet. Derinde fra hvor længslerne bor. Side om side med drømmene.

Vi har jo alle lige præcis, hvad der skal til for at få drømme til at gå opfyldelse. Også eventyrene.
Jeg elsker den tanke. Lige nu er jeg ved at lære at elske at gå vejen med tillid til at jeg klarer det uanset hvad der ligger på den vej af udfordringer. Du ved, vejen med de 2 store brød.

Det er SÅ spændende.

Jeg dykker igen og forsvinder ud på det dybe i nogen tid.

Nyd forårets komme.
Jo, jeg ved godt, at gode råd til andre, faktisk er nogle man har brug for selv. Derfor tager jeg lige en tur i naturen først, inden jeg dykker.

 

This entry was posted in Gratis.

PS. I LOVE YOU

Om at turde. Om at være. Om at stå stærkt i sig selv. Om at stole på sig selv.

Åh ja, kender du følelsen? Om du tør?
Du vil gerne. Men ved alligevel ikke helt. Det er jo lidt farligt. Det kan jo gå galt.
Du er på vej ud af din comfortzone. Det ene ben er allerede på vej ud over kanten. Forbi det punkt hvor det er hjemligt, trygt og sikkert.

Det andet ben står stadig tungt og solidt i det trygge. Det velkendte.

Sommerfugle basker i din mave. Det er spændende. Men stadig lidt farligt. Det mærker du. Sommerfuglene minder dig om det.

Gør det, hvisker eventyrets stemme.
Pas nu på, formaner bekymringen.
Hvad har du at miste? spørger eventyret.
Mig selv, skælver bekymringen.
Aldrig, smiler eventyret. Du er på vej til at blive hel. Stå stærkt i dig selv. Stol på dig selv.
Hvor ved du det fra? lyder det åndeløst fra bekymringen.
Indefra, henånder eventyret af længsel.

Det bliver bare en lille kort hilsen i dag. For at minde dig om gevinsterne ved at bevæge sig ud af sin comfortzone. 
Jeg gjorde det selv, både i går og i dag. Så dristigt, at jeg næsten ikke kan kende mig selv. Og har også tanker om mon jeg har slået for stort brød op.
Måske, det må tiden vise. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg følte mig plukkemoden og har gjort det i nogen tid. Jeg er stakåndet af spænding og eventyrlyst. Men føler mig mere levende end i lang tid.

Formentlig kender du fra dig selv, hvor meget du er vokset hver gang du har bevæget dig ud af din her-er-ingen-fare grønne zone og videre over i den gule med sommerfuglene baskende rundt i maven.
Du gjorde det. Du turde. Du vandt stort ved det. Du viste verden og dig selv, hvad du er gjort af. Du viste alle, hvad du kan. Du turde stole på dig selv. At du havde hvad der skulle til for at udvide din bekvemmelighedszone.
Du udvidede din grønne zone ved at gøre det. Du blev større som menneske. Du fik indsigter og erfaringer du aldrig ville have fået ved at blive i her-er-ingen-fare zone.

At stå stærkt i sig selv kan også være et skridt ud af ens comfortzone, hvilket i den grad kan være svært.
Men det giver så meget godt retur efterfølgende, at det er svært at forstå.
Når du står stærkt i dig selv og tør stå ved det, så anerkender du også den person du er.
Du er unik og noget helt særligt, hvilket aldrig må glemmes eller for den sags skyld gemmes væk.

Jeg siger det lige igen – måske du sidder på ledningen til forbindelsen – måske du ikke ikke rigtig er nærværende – måske du ikke rigtig kan tage ordene ind lige nu.
Derfor siger jeg det igen, så du kan læse det igen:

Du er noget helt særligt og unik. Alene fordi du er dig. Ingen er som dig. Eller kan det, du kan. Glem det ikke. Og gem dig ikke væk.

Tag eventyret i hånden og træd ud i verden og gør hvad du kom for at gøre. Verden har brug for det. Verden har brug for dig.

Jeg dykker ned i mine to store projekter i de næste 3-4 måneder, måske du ikke hører så meget fra mig det næste stykke tid. Det betyder ikke, jeg er blevet væk. Jeg udlever bare mine egne ord, her ovenfor. Det kræver nogle ordentlige dyk ude på det dybe. Men jeg kommer nok op efter luft i et åndehul og skriver mere. Jeg kan jo ikke lade være.

PS. Jeg er glad for du er i denne verden sammen med mig. Verden ville ikke være det samme uden dig og din helt særlige skønhed. Husk det nu.


This entry was posted in Gratis.