Indianerne og det forjættede land

Engang for mange år siden så mødte jeg en spændende dame, som var gift med en indianerhøvding.
Nu er det sådan, at jeg har været betaget af dette stolte folk siden jeg var lille og har læst mange bøger og historier om dem. Levet mig ind i lege, hvor jeg var en indianer på opdagelse med bue, pile og lasso. Naturligvis sammen med min bedste ven, en lille men stærk broget indianerpony, som lystrede mit mindste vink. Vi forstod hinanden. Der var ikke brug for seletøj og den slags.
Jeg er ganske enkelt draget af dem. Tydeligere kan det ikke siges.

Så da jeg blev inviteret til at møde denne kvinde, gift med selveste indianerhøvdingen, som i øvrigt også var stammens medicinmand, så kunne ikke 10 vilde heste holde mig væk. Og jeg blev da heller ikke skuffet.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg støvede min lille stensamling af. Og der, blandt ametyser, snekvarts, tigerøje, månesten osv., lå en lille flad flintesten, varm af solen, som hun havde med fra Canada, et vandløb nær hendes indianerhjem.

I staver med flintestenen i hånden var jeg på et øjeblik tilbage i barndommens leg og hendes fortælling om indianerlivet som høvningens kone. De stolte stammetraditioner, indianernes historie og en masse om indianernes åndelige verden.

 

Jeg havde helt glemt det og tænker at skrive lidt mere om det i min bog.

For jeg vil dele i aften er – ja, jeg er jo helt hensat i en euforisk tilstand af et slags gensyn med min barndoms betagelse af Amerika – ikke USA – det er noget andet. Det Amerika som er indianere, nybyggere, cowboys, det vilde westen, Det lille hus på prærien, Coloradosagaen, det forjættede land, hvor alt kan lade sig gøre.
For i aften mødte jeg tilfældigvis et ægtepar fra Chicago.

Hun er født i Danmark og flyttede til USA for 54 år siden og han er født i New Mexico. Vi snakkede om alt muligt. Uvejret derovre og bekymringen for børnene, som bor i Florida. Heldigvis var de ikke hårdt ramt omend de have været uden strøm i 14 dage. Om det daglige liv, om forskellen på vores lille land med de høje skatter for at kunne holde velværdssamfundet i gang til hvor dyrt det er at tage en uddannelse i USA, deres sundhedsforsikring, våbenlov, The Constitution, emigranterne (herunder indianernes sørgelige historie) og lidt om plejehjemspladser.
Vidste du det koster 30.000 kr om måneden for en plejehjemsplads derovre?

Jeg havde nær fået flæskesværen i den gale hals, da jeg hørte det.
Ja, vi spiste middag sammen. Flæskesteg med den spødeste svær, kartofler med det hele. Der var godt besøgt på Provianten i Gudhjem – så om vi kunne dele bord? – naturligvis kunne vi det. På den måde kom vi i snak.

 

Nå, men tilbage til Amerika. Det er jo mit højeste ønske at komme en tur til det forjættede land med vidder og afstande jeg slet ikke fatter, fordi jeg er født på en lille bitte ø. Det er indianerreservaterne, som trækker, livet om prærien og så Grand Canyon.

Jamen, så skulle jeg tage til New Mexico. Der er nemlig mange indianerreservater. Der er markeder i Old Town, hvor indianerne faldbyder deres varer. Naturligvis skulle jeg være forberedt på en vis kommersiel tilgang til turisterne.
”Ganske som her i Gudhjem”, forklarede han. Vi nikkede indforstået, himlede en smule med øjene og trak på skuldrene. Jo, nok er Gudhjem dejlig med en interessant historie som gammelt fiskerleje. Men ægtheden og det autentiske skal man vide, hvor man finder. Det er helt det samme med livet som indianer behind the scenes i vore dage.

Men de har åbenbart deres egne love og regler, et selvstyre. De har særlige rettigheder bl.a. Er det tilladt for dem at drive casinoer. Det er ellers ikke enhver forundt. Men selvfølgelig har indianerslægterne deres at slås med netop pga. Deres historie, som et fordrevet folk, der har afstået landområder til USA mod beskyttelse. Man må jo sige, at mange har været ude efter dem igennem tiderne, bl.a. militæret, som vi kender det fra filmen “Danser med ulve”.
Det er et folk med en blodig og trist historie.

 

Og jeg kan ikke lade være med at sætte alt dette i reflief til karma.
Vi har både vores personlige karma at afvikle, men vi har også vores slægts og vores folks karma at udligne. Som født i Danmark har vi en vis mængde karma fra vikingeres vilde togter hvilende på os også. Og ganske som det individuelle menneske har et land også sin egen karma til stå til regnskab for.

 

Egentlig ved jeg ikke, hvor min betagelse af indianerne kommer fra, men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg var en indianer i et tidligere liv. Hm, måske endda flere, fornemmer jeg nu i skrivende stund.

I hvert fald glæder jeg mig til næste år, hvor jeg har planlagt en tur til indianernes land. Og det føles godt med en livline til mennsker, som er born and raised in America. Vi udvekslede mailadresser i fald spørgsmål opstod i den videre planlægning.

Nå, men dagen er slut. Natten har taget over. Måske den er fuld af spændende drømme om indianerlivet på ryggen af en pony i solskin på den grønne prærie, fri som vinden og masser af leg med buer, pile og lassoer.

This entry was posted in Gratis.

Blogger versus forfatter

For nogle uger siden skulle jeg præsentere mig selv i et forum for forfatterspirer og efter den sædvanlige indledning med “ Hej, jeg hedder Betina og bor på den magiske og smukke ø laangt ude i Østersøen” så skrev mine hænder helt af sig selv:

“og er vel i virkeligheden mere blogger end jeg er forfatter”.

Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men jeg vidste, at det er sandheden som den er lige nu. Helt overrasket over denne indsigt, så kom en idé ned i mit hoved, som gjorde mig rundtosset. Så rundtosset at jeg ikke kunne finde ud af om det er en total vildt god idé eller det modsatte. Det er kontroversielt og jeg kender ikke nogen, som har gjort det på den måde før.

Det er ikke nogen hemmelighed, at skrivningen på min bog har været præget af skriveblokeringer. Ikke bare nogle små nogle. Næ, den slags som varer i flere uger, strækkende sig over måneder. Lidelsesfulde og udmarvende og endeløse, ganske som natten, da prinsessen sov på ærten, gemt under de mange edderdunsdyner og hvad hun ellers lå på.
Den har i skrivende øjeblik været undervejs i 1½ år og der er stadig langt hjem.

Selvfølgelig har jeg skuet ind i mig selv og spurgt, hvordan mon det kunne være? Hvor jeg var begrænset og af hvad. Og venlige mennesker, som af og til forhører sig om, hvordan det går med bogskriveriet, har spurgt om det samme. De har fået samme svar, som jeg gav mig selv: en trækken på skuldrene og ordene “jeg ved det ikke”. Jeg ved bare, det føles virkelig tungt og opad bakke. Ikke hele tiden, men meget af tiden.

Jeg bad universet om at sende mig hjælp til min bog og et par timer senere skrev hjælpen – af sig selv. Ja, der er sørme bundgas med prompte levering fra universet, som altid. Det må jeg nok sige.
Nå, men vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg forklarede. Hun spurgte ind og kommenterede. Jeg forklarede lidt mere.

Det viser sig, at jeg har mere tilfælles med den excentriske skuespiller Hr. Edward Weyse fra den danske serie “Badehotellet” end jeg lige vidste af. Han er 100% dedikeret til sit publikum og smæk fuld af alle mulige facetter. For at fortælle en historie troværdigt har han brug for en scene til at få alle sine facetter frit i spil.

Jeg fandt ud af, at jeg har brug for den samme frihed for at få alle mine stemmer i spil for rigtigt at kunne folde mig ud. Bogen har én stemme, måske fordi jeg troede det skulle være på en bestemt måde mens bloggen har mange flere stemmer.

Sandheden er, at jeg føler mig meget mere fri og levende på bloggen end jeg gør i bogen. Jeg fandt ud af (igen blot med fingrene dansende på tastaturet i deres helt egen dans, åbenbart skal sandheden findes der) at det handler om, at der er nogen, som læser med – næsten live. For straks jeg har postet noget, så åbner de hardcore og mest dedikerede abonnenter min blogpost. Det er som om de bare har ventet på, jeg skulle sige noget. De er SÅ klar til at læse.

Det sker endda ikke sjældent, at nogle af dem sender små søde beskeder til mig privat om deres oplevelse ved at læse det skrevne.
Jeg bliver så glad, rørt og ydmyg på samme tid, så jeg næsten ikke kan forklare, hvad det gør ved mig. Det betyder mere end jeg kan sige, at de tager sig tid til det.

Hvis du er en af dem, så vid, at jeg er dig evig taknemlig for din betænksomhed. Tak for alt, hvad du har skrevet til mig. Mine øjne har læst det mange gange og mit hjerte har sunget hver gang. Jeg mener også at have svaret alle.

Når jeg har siddet og skrevet på min bog – det foregår jo alene det meste af tiden – så føles det sommetider som at tale til en dør. Der er ingen i den anden ende. Og jeg har brug for der er nogen i den anden ende – NU – og ikke om tusind år, når jeg har stræbt og slidt mig igennem min historie og efter at have løbet alle mulige forlag på dørene om en udgivelsesaftale (nogle forlag er op til 6 måneder om at svare og hvis man taler med andre i mellemtiden, risikerer man at komme i bad standing. Det bliver næsten anset som utroskab) og det er ikke sikkert der er bid i første hug.

Måske er det skytten i mig, som udviser utålmodighed over tanken om, hvor længe det varer før nogen læser det skrevne. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg risikerer at ende som en gammel gråhåret dame inden da og jeg gider simpelthen ikke bruge min ungdom på endeløs venten! Først på jeg selv bliver færdig og så på et forlag. Eller sidde med følelsen af at tale til en dør.

For livet er det, som sker, mens man har travlt med andre ting.

I begyndelsen, da de første beretninger blev til, var der en i den anden ende som læste med og det gjorde det meget let for mig at skrive. Det gik nærmest af sig selv. Jeg skrev helt bogstaveligt nat og dag. Det væltede bare ud. Det, at nogen læste med, næsten her og nu og med det samme, opmuntrede mig i dén grad. Jeg vil gerne derhen igen. Det er virkelig et sjovt og meget inspirerende sted at være.

Derfor vil min bog ikke udkomme i trykt version. Den vil udkomme som en ebog. Men ikke i fiks og færdig form på én gang. Det bliver helt som en tv serie, hvor man ser et afsnit ad gangen. Dem, som har lyst til at læse med, får et kapitel tilsendt ad gangen.

Det er der selvfølgelig fordele og ulemper ved.
Fordelen for mig er, at jeg får mange flere stemmer i spil, som spænder over de store gryder fulde af selvmedlenhedssuppe, tynde som bare pokker grundet af al den tårevæske, der er kommet i, lige til den fuldfede sejrsikre stemme, den nørdede, den akademiske, gadetøsen, den søde pige, morstemmen, clairvoyancestemmen, den snerpede og mange andre stemmer til rigtig at kunne fortælle min historie.
Plus jeg ikke brænder inde med kasser fyldt af ulæste eksemplarer, som vil ende på loftet før eller siden.

Fordelen er også, at jeg har dig (forhåbentlig) i den anden ende som ivrig og trofast læser af min livshistorie om det at være clairvoyant fra barnsben af uden at vide det, hvilket vil opildne min skrivelyst og -glæde. For jeg ved, du venter, der i den anden ende. Imens vil jeg dykke ned i min fortid og med umage beskrive mine oplevelser og uddybe dem i forhold til den form de ligger i nu.

Du kan til enhver tid melde af. Og modsat ved en fysisk bogudgivelse, så har du ikke en halvt ulæst bog liggende og flyde, fordi du faldt af i svinget, lige efter det gabende kedelige kapitel 5.

Naturligvis får du direkte besked, når et spritnyt afsnit er klar, hvor blækket så at sige knapt er tørt.

Ulempen for dig er, at du ikke kan læse min historie på én gang men må vente på, jeg får skrevet næste kapitel. (De foreløbige 150 skrevne A4 sider fungerer som drejebog. De seneste oplevelser (ej talt med) ligger endnu i dagbogsform).

Det hele startede med et spørgsmål om, hvordan jeg ved alt det om universet, som jeg gør. Og det er kort sagt lige netop det bogen handler om. Temaet er at have clairvoyante evner fra barnsben af uden at vide det og det at have v i r k e l i g svært ved at forstå det som voksen og kunne tage dem til sig som den største naturlighed og så den rejse ind i selvforståelsen, det har været.

De mange oplevelser med den åndelige verden, som ingen andre end mig tilsyneladende havde. Clairvoyanceskolen, møder med mennesker som har gjort en stor forskel, oplevelsen af sjælens mørke nat med et frygteligt forsøg på at begå åndeligt selvmord til følge og den lange vej frem til et menneske, som kunne forklare, hvordan jeg er sat sammen, hvori mine besværligheder ligger og nå frem til, at jeg er i virkeligheden er mere seer end clairvoyant.

Jeg ved, fordi jeg mærker det ganske tydeligt, at der er nogen derude bag skærmene, som spejler sig i det, jeg skriver på bloggen. Du ved selv om du er én af dem. Derfor fortæller jeg min historie – og gør det på denne anderledes måde i et lukket forum, hvor jeg mærker mig frem hos læserne ved den interaktion der opstår ved du læser med live mens jeg skriver. Helt som jeg gør på bloggen.

Skytter kan jo bare ikke finde ud af at gå den vej alle andre har gået. De MÅ finde deres egen.

Historierne kommer ikke op på den blog, du kender. Det bliver et lukket forum, hvor man melder sig til en liste, som får besked, når der er nye kapitler klar.
Jeg har en udgift forbundet med hosting. Derfor koster hvert kapitel lidt klingende mønt, lagt an på antallet af sider i kapitlet. Og helt ligesom med en bog, kan du læse kapitlerne lige så tosset og mange gange du vil.
Du kender mig også så godt, at du ved, jeg ikke er en ordknap person, når mine hænder frit får lov til at danse på tasterne. Jeg lover fuld gaz.

Der kommer mere om de praktiske deltaljer senere, men skriv til mig allerede nu, hvis du gerne vil på listen til ebogsudgivelsen.

This entry was posted in Gratis.