Blogger versus forfatter

For nogle uger siden skulle jeg præsentere mig selv i et forum for forfatterspirer og efter den sædvanlige indledning med “ Hej, jeg hedder Betina og bor på den magiske og smukke ø laangt ude i Østersøen” så skrev mine hænder helt af sig selv:

“og er vel i virkeligheden mere blogger end jeg er forfatter”.

Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men jeg vidste, at det er sandheden som den er lige nu. Helt overrasket over denne indsigt, så kom en idé ned i mit hoved, som gjorde mig rundtosset. Så rundtosset at jeg ikke kunne finde ud af om det er en total vildt god idé eller det modsatte. Det er kontroversielt og jeg kender ikke nogen, som har gjort det på den måde før.

Det er ikke nogen hemmelighed, at skrivningen på min bog har været præget af skriveblokeringer. Ikke bare nogle små nogle. Næ, den slags som varer i flere uger, strækkende sig over måneder. Lidelsesfulde og udmarvende og endeløse, ganske som natten, da prinsessen sov på ærten, gemt under de mange edderdunsdyner og hvad hun ellers lå på.
Den har i skrivende øjeblik været undervejs i 1½ år og der er stadig langt hjem.

Selvfølgelig har jeg skuet ind i mig selv og spurgt, hvordan mon det kunne være? Hvor jeg var begrænset og af hvad. Og venlige mennesker, som af og til forhører sig om, hvordan det går med bogskriveriet, har spurgt om det samme. De har fået samme svar, som jeg gav mig selv: en trækken på skuldrene og ordene “jeg ved det ikke”. Jeg ved bare, det føles virkelig tungt og opad bakke. Ikke hele tiden, men meget af tiden.

Jeg bad universet om at sende mig hjælp til min bog og et par timer senere skrev hjælpen – af sig selv. Ja, der er sørme bundgas med prompte levering fra universet, som altid. Det må jeg nok sige.
Nå, men vi snakkede lidt frem og tilbage. Jeg forklarede. Hun spurgte ind og kommenterede. Jeg forklarede lidt mere.

Det viser sig, at jeg har mere tilfælles med den excentriske skuespiller Hr. Edward Weyse fra den danske serie “Badehotellet” end jeg lige vidste af. Han er 100% dedikeret til sit publikum og smæk fuld af alle mulige facetter. For at fortælle en historie troværdigt har han brug for en scene til at få alle sine facetter frit i spil.

Jeg fandt ud af, at jeg har brug for den samme frihed for at få alle mine stemmer i spil for rigtigt at kunne folde mig ud. Bogen har én stemme, måske fordi jeg troede det skulle være på en bestemt måde mens bloggen har mange flere stemmer.

Sandheden er, at jeg føler mig meget mere fri og levende på bloggen end jeg gør i bogen. Jeg fandt ud af (igen blot med fingrene dansende på tastaturet i deres helt egen dans, åbenbart skal sandheden findes der) at det handler om, at der er nogen, som læser med – næsten live. For straks jeg har postet noget, så åbner de hardcore og mest dedikerede abonnenter min blogpost. Det er som om de bare har ventet på, jeg skulle sige noget. De er SÅ klar til at læse.

Det sker endda ikke sjældent, at nogle af dem sender små søde beskeder til mig privat om deres oplevelse ved at læse det skrevne.
Jeg bliver så glad, rørt og ydmyg på samme tid, så jeg næsten ikke kan forklare, hvad det gør ved mig. Det betyder mere end jeg kan sige, at de tager sig tid til det.

Hvis du er en af dem, så vid, at jeg er dig evig taknemlig for din betænksomhed. Tak for alt, hvad du har skrevet til mig. Mine øjne har læst det mange gange og mit hjerte har sunget hver gang. Jeg mener også at have svaret alle.

Når jeg har siddet og skrevet på min bog – det foregår jo alene det meste af tiden – så føles det sommetider som at tale til en dør. Der er ingen i den anden ende. Og jeg har brug for der er nogen i den anden ende – NU – og ikke om tusind år, når jeg har stræbt og slidt mig igennem min historie og efter at have løbet alle mulige forlag på dørene om en udgivelsesaftale (nogle forlag er op til 6 måneder om at svare og hvis man taler med andre i mellemtiden, risikerer man at komme i bad standing. Det bliver næsten anset som utroskab) og det er ikke sikkert der er bid i første hug.

Måske er det skytten i mig, som udviser utålmodighed over tanken om, hvor længe det varer før nogen læser det skrevne. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg risikerer at ende som en gammel gråhåret dame inden da og jeg gider simpelthen ikke bruge min ungdom på endeløs venten! Først på jeg selv bliver færdig og så på et forlag. Eller sidde med følelsen af at tale til en dør.

For livet er det, som sker, mens man har travlt med andre ting.

I begyndelsen, da de første beretninger blev til, var der en i den anden ende som læste med og det gjorde det meget let for mig at skrive. Det gik nærmest af sig selv. Jeg skrev helt bogstaveligt nat og dag. Det væltede bare ud. Det, at nogen læste med, næsten her og nu og med det samme, opmuntrede mig i dén grad. Jeg vil gerne derhen igen. Det er virkelig et sjovt og meget inspirerende sted at være.

Derfor vil min bog ikke udkomme i trykt version. Den vil udkomme som en ebog. Men ikke i fiks og færdig form på én gang. Det bliver helt som en tv serie, hvor man ser et afsnit ad gangen. Dem, som har lyst til at læse med, får et kapitel tilsendt ad gangen.

Det er der selvfølgelig fordele og ulemper ved.
Fordelen for mig er, at jeg får mange flere stemmer i spil, som spænder over de store gryder fulde af selvmedlenhedssuppe, tynde som bare pokker grundet af al den tårevæske, der er kommet i, lige til den fuldfede sejrsikre stemme, den nørdede, den akademiske, gadetøsen, den søde pige, morstemmen, clairvoyancestemmen, den snerpede og mange andre stemmer til rigtig at kunne fortælle min historie.
Plus jeg ikke brænder inde med kasser fyldt af ulæste eksemplarer, som vil ende på loftet før eller siden.

Fordelen er også, at jeg har dig (forhåbentlig) i den anden ende som ivrig og trofast læser af min livshistorie om det at være clairvoyant fra barnsben af uden at vide det, hvilket vil opildne min skrivelyst og -glæde. For jeg ved, du venter, der i den anden ende. Imens vil jeg dykke ned i min fortid og med umage beskrive mine oplevelser og uddybe dem i forhold til den form de ligger i nu.

Du kan til enhver tid melde af. Og modsat ved en fysisk bogudgivelse, så har du ikke en halvt ulæst bog liggende og flyde, fordi du faldt af i svinget, lige efter det gabende kedelige kapitel 5.

Naturligvis får du direkte besked, når et spritnyt afsnit er klar, hvor blækket så at sige knapt er tørt.

Ulempen for dig er, at du ikke kan læse min historie på én gang men må vente på, jeg får skrevet næste kapitel. (De foreløbige 150 skrevne A4 sider fungerer som drejebog. De seneste oplevelser (ej talt med) ligger endnu i dagbogsform).

Det hele startede med et spørgsmål om, hvordan jeg ved alt det om universet, som jeg gør. Og det er kort sagt lige netop det bogen handler om. Temaet er at have clairvoyante evner fra barnsben af uden at vide det og det at have v i r k e l i g svært ved at forstå det som voksen og kunne tage dem til sig som den største naturlighed og så den rejse ind i selvforståelsen, det har været.

De mange oplevelser med den åndelige verden, som ingen andre end mig tilsyneladende havde. Clairvoyanceskolen, møder med mennesker som har gjort en stor forskel, oplevelsen af sjælens mørke nat med et frygteligt forsøg på at begå åndeligt selvmord til følge og den lange vej frem til et menneske, som kunne forklare, hvordan jeg er sat sammen, hvori mine besværligheder ligger og nå frem til, at jeg er i virkeligheden er mere seer end clairvoyant.

Jeg ved, fordi jeg mærker det ganske tydeligt, at der er nogen derude bag skærmene, som spejler sig i det, jeg skriver på bloggen. Du ved selv om du er én af dem. Derfor fortæller jeg min historie – og gør det på denne anderledes måde i et lukket forum, hvor jeg mærker mig frem hos læserne ved den interaktion der opstår ved du læser med live mens jeg skriver. Helt som jeg gør på bloggen.

Skytter kan jo bare ikke finde ud af at gå den vej alle andre har gået. De MÅ finde deres egen.

Historierne kommer ikke op på den blog, du kender. Det bliver et lukket forum, hvor man melder sig til en liste, som får besked, når der er nye kapitler klar.
Jeg har en udgift forbundet med hosting. Derfor koster hvert kapitel lidt klingende mønt, lagt an på antallet af sider i kapitlet. Og helt ligesom med en bog, kan du læse kapitlerne lige så tosset og mange gange du vil.
Du kender mig også så godt, at du ved, jeg ikke er en ordknap person, når mine hænder frit får lov til at danse på tasterne. Jeg lover fuld gaz.

Der kommer mere om de praktiske deltaljer senere, men skriv til mig allerede nu, hvis du gerne vil på listen til ebogsudgivelsen.

This entry was posted in Gratis.

En kontrasternes dag

Det bløde lys strømmer ind gennem den gamle kirkes vinduer. Udenfor skinner solen. Himlen er blå med hvide tottede skyer på. Det er sensommer. Solen har stadig meget magt om end der er konkurrence fra en køligere luft. Stadig varmt nok til bare tæer i sandaler men ikke varmt nok til en kjole. De lange bukser er kommet frem igen.

En dag fuld af kontraster. Den livfulde dag versus sorgens dag. Den frie dag versus de knuede hjerters dag. Lyset fra solen versus mørket fra sorgen.
Det var dagen, hvor en familie sagde farvel til et højt elsket og savnet menneske.

Den runde kirke var fuld af familie fra nær og fjern, naboer gennem en menneskealder, venner fra livslange venskaber. Som så ofte før tænkte vi alle på, hvor upraktisk en rund kirke er. Ingen kan se noget pga. midterpillen. Vi må forlade os på vores ører og fornemmelse for, hvad der mon foregår, deroppe ved alteret.

Et spædbarns protest over det overraskende våde møde med dåbsvandet. Brudeparrets sagte og bevægede ja til at elske og ære. Jordens møde med kisten i det sidste ritual hvormed man sendes afsted mod sin skaber i et knuende farvel. Intet af dette kan man se som menighed i den helt enkle og runde kirke. Som indeholder endnu en kontrast. Det ældgamle bygningsværk versus dets næsten jomfruelige udtryks renhed i de hvidkalkede, grove stenvægge uden anden udsmykning eller kunst.

Præstens prædiken over dette menneskes nylige afsluttede liv og udsynet til den massive granitpille, som bærer hele konstruktionen, og kontrasterne fyldte mig med eftertænksomhed.
Hvad gør vi med det liv, vi er blevet tildelt?
Hvordan forvalter vi det?

Kæmper vi i modvind mens vi drømmer om medvind og evig solskin?
Drikker vi med ynde og nydelse den livseliksir vi tilbydes?
Surfer vi på livets flodbølge?
Eller tumler vi forvirrede og viljeløse rundt i dens efterdønninger?

Hvordan formes et menneske af livet?

Denne tekst, som jeg skrev for flere måneder siden, dukkede op i mit hoved, som svar på det spørgsmål.

I en smuk park stod en rosenbusk. Når den stod i blomst havde den de smukkeste roser med den mest berusende duft. Alle besøgende i parken standsede op og kiggede betaget på den fuldstændig fantastiske rosenbusk. Alle de andre rosenbuske ønskede bare de var som den. Så smuk, så enestående, så stærk med så smukke roser og duften – åh, den berusende duft, som forførte alle.

En lige nøjagtig sådan rosenbusk kan vi kun blive, hvis vi har en “hårdhændet” gartner, som fra tid til anden både plejer os men også udfordrer os. Rosenbusken kan kun blive så stærk af at blive beskåret kraftigt og presset fra roden af. Det er hårdt for rosenbusken. Den bløder lidt fra tid til anden af den kraftige beskæring, som den har evnen til at heale indefra, blive stærkere og blomstre med de smukkeste roser med den forførende duft.

Uden denne gartners behandling af rosenbusken ville den aldrig nå de højder, hvor den kan stå selv uden at have en pind at støtte sig til. Så ville vejr og vind lægge den ned, fordi den ikke er stærk nok til at stå selv.

Det må være sådan et menneske formes af livet, tænker jeg.

Døden efterlader en hjertesorg
som ingen kan hele
men kærligheden efterlader et minde
som ingen kan stjæle

Derfor – vis verden dine blomster, min ven – your earned them.

This entry was posted in Gratis.