At være eller ikke at være – DET er spørgsmålet

Kender du det, at nogen siger noget til dig, som ætser sig ind i din hjerne og derefter følger dig som en sandhed?

Sådan en ætsning har jeg lige opdaget. Dvs. jeg vidste godt, at den var der. Det var ikke fordi den var gemt væk i min underbevidsthed og således skjult fra mit skarpe blik. Næ, jeg kendte den skam godt. Ud og ind, for den var blevet til en sandhed i min verden.
Den har faktisk styret mig. Den har hæmmet mig i min udfoldelse. Den har lagt bånd på min fritænkning. Den var som en sandhed, der ikke kunne drages i tvivl.

I dag slog det mig, hvorfor egentlig ikke? Jeg aner ikke, hvor den tanke kom fra eller hvordan den fandt vej ind i min hjerne. Forbi den der sandhed, som jo ellers har gjort et glimrende stykke arbejde som dørmand og sikret, at ingen uvedkommende tanker slap forbi. Og slet ikke nogen af denne kaliber. Farlige som bare pokker. Fordi de kunne underminere sandheden. Selveste sandheden. Det er jo dog ikke hvem som helst. Sandheder er nogen, man bør have respekt for.

Dengang jeg gik på clairvoyanceakademiet, havde alle elever nogle samtaler løbende med underviserne. Samtalerne fungerede både som at holde os i hånden, hvis vi havde brug for det. En sådan uddannelse tager alle igennem et udviklingsforløb, hvor der kommer ting og sager frem fra ens egen bagage, som skal bearbejdes. De blev også brugt som evaluering af vores arbejde undervejs. Tilbagemeldinger fra de frivillige personer, vi gav clairvoyance, blev gennemgået og vores fremskridt blev drøftet.

I en af de sidste samtaler fortalte jeg, at min måde at lave clairvoyance på, havde taget en drejning. Det skete nemlig oftere og oftere, at jeg til slut i clairvoyancen fik spørgsmål igennem til den jeg læste. Ikke nogen spørgsmål som jeg skulle kende svarene på. Det var spørgsmål som vedkommende med fordel kunne tage med hjem og tænke over. Disse spørgsmål fungerede som vejviser til vedkommendes egne svar og sandheder og ikke blot, hvad jeg kunne berette om i min læsning af personen. Dermed følte jeg, at clairvoyancen kom dybere ned i lagene. Det var ikke spørgsmål jeg fandt på. Det var heller aldrig de samme spørgsmål. Og spørgsmålene kom ad de samme kanaler som al den øvrige information jeg fik til personen, jeg læste.

Nu kommer det. Den sætning, som ætsede sig ind i min hjerne og som har fulgt mig lige siden.

“Betina, så laver du ikke clairvoyance. Der indgår ikke spørgsmål i en clairvoyance”.

Jeg blev lidt rystet ved den udtalelse. For hvis det ikke var clairvoyance, som jeg jo i øvrigt havde øvet mig på et næsten i helt kalenderår, hvad i alverden var det så jeg lavede?
Hvad med de mere end 100 clairvoyancer, jeg havde lavet som hjemmearbejde? Talte de ikke?
Hvad med dem på skolen?
Sad jeg i virkeligheden bare og gav folk en sludder for sladder under dække af, at jeg udøvede clairvoyance?
Den tanke fik blodet til at forsvinde fra mit hoved og jeg blev svimmel.
Var jeg bare en svindler? En wannabe? Havde jeg bildt folk ting og sager ind, når de i al deres uskyldighed kom til mig og gerne ville have en clairvoyance? Hvad f….. havde jeg gang i?

Og lige der fostrede jeg en overbevisning, der lød: Jeg kan ikke lave clairvoyance for jeg gør det ikke rigtigt.
Hvad jeg så lavede, vidste jeg ikke rigtig.
Selv om det da godt nok virkede som om dem jeg havde givet clairvoyance var glade for mit arbejde og det jeg havde fortalt dem. De virkede heller ikke til at have noget imod spørgsmålene, som altid kom i slutningen af clairvoyancen. Og jeg sagde udtrykkeligt, at de ikke skulle svare mig. De skulle svare sig selv, når de fik tænkt og mærket efter.

At jeg har brugt både år og dage på at finde ud, hvad dette ikke-clairvoyance noget så går ud på, er en helt anden historie. I dag vil jeg bare skrive om min opdagelse og forundring over, at en kendt sætning – ætset ind i hjernen, synlig og frit tilgængelig for alt og alle – har kunnet mig holde mig nede mens jeg løb – eller rettere forsøgte – at løbe fra mig selv.

Hvorfor gik det så galt?
Tja, helt sikkert fordi det kom fra en underviser i en undervisningssituation. Det fik mig til at underkende mig selv og faktisk også til at tænke tanker, som fik mig til at konkludere … ting.

Når jeg nu hele året kun havde modtaget ros fra underviserne (og de frivillige) for mit arbejde og nu lige pludselig lige før afslutningen fik at vide, at jeg ikke lavede clairvoyance. Var det hele så et stort skuespil og en masse rygklapperi? For der var meget ros og opmuntring på skolen. Var det så bare ord uden sandhed? Min usikkerhed, som jo ellers skulle være blevet elimineret i løbet af skoleåret på de 12 måneder netop pga den megen træning, blussede op. Jeg kunne på ingen måde kalde mig selv clairvoyant – nu, hvor jeg vidste, at det ikke var clairvoyance jeg lavede. Og hvordan kunne jeg bestå en både skriftlig og mundtlig eksamen, når jeg lavede ikke-clairvoyance? Hvorfor havde ingen sagt noget? Opdaget det? Kunne man virkelig gennemføre en hel uddannelse til clairvoyant rådgiver ved at lave ikke-clairvoyance? Hvad var uddannelsesbeviset så værd?
Som du nok kan høre, kom jeg til at tænke dårligt om min skole og tvivlede på både dens læring og mig selv. Og naturligvis skammede jeg mig over det. De var rigtig søde og tog godt hånd om os. Der er meget reel undervisning. Men var rosen også reel, så?

I dag, efter at have siddet ganske længe i eftertænksomhed i bedste Johannes Møllehave stil, så opdagede jeg pludselig den nye tanke, som drog den ætsede sætning i tvivl. Satte spørgsmålstegn ved dens berettigelse.
Hvorfor indgår der ikke spørgsmål i en clairvoyance?

Af den simple grund at man ikke skal komme til at lave koldlæsning på den man læser. En clairvoyant skal bevise, ved sin enetale, at der ikke er snyderi med i spillet. At man rent faktisk er i stand til at formulere information, som man ikke kan vide på forhånd.
Men når jeg nu allerede havde demonstreret dette, ville det så ikke retfærdiggøre spørgsmålene i slutningen af læsningen?

Joh … jo, det synes jeg egentlig nok. Ingen laver jo alligevel clairvoyance ens – og det er en laang og nørdet historie at forklare hvorfor ikke – så hvorfor skulle der ikke også være plads til min måde at gøre tingene på?

For er der noget, jeg tror virkelig stærkt på, så er det, at ingen er klogere på dig end dig selv.
Og det er netop det spørgsmålene inviterer til at finde ud af. Hjælpe dig til at blive klar over, hvor meget du ved uden at vide det. Hvor meget information du selv kan hente via din intuition. DU er din egen bedste clairvoyant og den absolut klogeste på dig og dine affærer.

Det var det, det gik op for mig i dag. Det jeg laver er, at hjælpe mennesker til at finde deres egne svar, som stemmer overens med deres indre sandhed. Det kan godt være, at det ikke er clairvoyance i traditionel forstand. Men jeg kigger alligevel ind bag ved og ved derfor, hvilke spørgsmål der skal stilles for du kan blive klogere på dig selv.
Det er ingen skabeloner eller skemaer og jeg kan ikke forberede mødet med dig. Det hele bliver til i nuet, ganske som ved de traditionelle clairvoyancer.

Den eneste tyran jeg vil acceptere i denne verden, er den stille stemme indeni.
– Mahatma Gandhi

This entry was posted in Gratis.

Når veje skilles …

Natten er stille. Den ånder blidt og stille med øjnene halvt lukket i. Lyset fra dagen er endnu ikke helt slukket i de blå øjne, som stadig lyser fra nord. Hvilen er kort. Om blot nogle få timer gryer en ny dag. De blå øjne åbnes langsomt. Lyset i dem tiltager. Fuglene vågner og synger dagen frem ved det første umærkelige liv i de vågnende blå øjne.

Og endelig – endelig tændes lyset i øst af den gyldne kugle, som på magisk vis dukker op af det blå vand, derude i det store mellemrum mellem kloden og det store mystiske himmelrum.

Forskellen mellem en vinternat og sommernat er slående på disse de nordlige breddegrader. Fra sommernattens tusmørke med blot en blunden, lyset lurende i nord og kort hvile til vinterens begsorte tunge mørke med blinkende stjerner, rundhåndet strøet ud på den helt sorte vintermørke himmel.

Det brede, lysende bånd i Mælkevejen viser vejen tværs over himlen. Nordstjernen viser orientering og retning.
Ganske som lyset i nord en sommernat. Der i tusmørket hvor stjernenes tilstedeværelse knapt anes som følge af solen kun lige har dukket sig under horisonten.

Det er via lyset vi finder vej og lader os lede. Men det er også det, som til tider blænder os og gør os rådvilde. Når vi er blændede og de ydre pejlemærker forsvundet, må vi forlade os på den indre pejling.
Det er i fraværet af lys eller når lyset er for stærkt og blænder, at de indre landskaber findes og nærstuderes. Disse indre landskaber som i vidde og dybde matcher de mange blinkende stjerner på en vinter nattehimmel
Den lysende vej, Mælkevejen, strækker sig om et bånd tværs hen over himmelbuen. Viser vejen.
Ganske som det lysende bånd og fixstjernerne i vores indre.

Det indre lysende bånd, som skinner så klart som Mælkevejen i nattehimlen. Den sti vi betræder, som viser os, hvor langt vi er kommet og viser os vejen frem. Den vej som er vores hver især.

Den er der, når vi kigger efter og skinner lige så klart og stærkt i os som Mælkevejen lyser på himlen.
For at få øje på Mælkevejen må vi bevæge os ud i den begsorte vinternat, lægge nakken tilbage og lade øjet indstille sig i mørket.
For at få øje på de indre landskaber må vi blive stille og rette blikket indad for at få øje på det indre lys. Det lysende bånd fra vores livsvej.
Sommetider fører vores indre lysende vej os frem ad veje, som ikke lod sig ane ved første øjekast. Kun da vi kom tættere på opdagede vi, at vejen delte sig. Vi stod pludselig ved en skillevej.

En skillevej.

Et sted hvor vejen delte sig i to og et valg måtte træffes. Vejen til højre førte ét sted hen. Vejen til venstre et andet sted hen. Begge veje lå stadig på den indre brede lysende sti, som fortalte os, at vi stadig var på rette vej. Dog kunne vi ikke gå begge veje på samme tid. Et valg måtte træffes.

Sommetider betyder et sådant valg farvel til noget velkendt. Noget godt og dejligt må ophøre, fordi det ikke kan følge med ned af den vej, som virker som det bedste valg. Dine fixstjerner fortæller dig det. Du erkender det og må sige farvel, beklageligvis. Men det er den nye vejs vilkår og du ved, det er det rigtige at gøre.

Du tager afsked med det som engang var godt og dejligt og stadig er det, blot en smule glansløst og bleget i sammenligning med der, hvor du nu er på vej hen. Det er ikke længere, hvad du  har brug for.

Taknemligt tager du afsked med det som var og ikke længere er. Det havde sin tid og sin berettigelse. Bragte dig fine oplevelser, dybe indsigter og dejlige minder. Fik dit hjerte til at danse, dit ansigt til at smile og varmen til at brede sig i din mave.

Men du ved, tiden er kommet. Skillevejen lyser og du skal videre.

Der er en tid til alt Continue reading →

This entry was posted in Gratis.